fredag den 13. juni 2014

DIX åbner jysk internetknudepunkt

DIX'en har siden 1994 spillet en væsentlig rolle for internettets udvikling i Danmark. Nu udvider DIX'en med et udvekslingspunkt i Nianets store datacenter i Skanderborg, tæt ved Aarhus. Den nye DIX kan bidrage til hurtigere internettjenester i Jylland og vil derfor være et oplagt samlingspunkt for Internetudbydere samt medie-, hosting- og andre internetbaserede virksomheder. Mere end noget andet, så er DIX'en (The Danish Internet eXchange) symbolet på fortid og fremtid for internettet i Danmark. Det var det første officielle sted i Danmark, hvor internetsøgning og mail-beskeder kunne krydse fra én internetudbyder til en anden, og DIX'en er fortsat det sted, hvor de største mængder af national trafik udveksles. Nu har DIX'en åbnet internetknudepunkt i Jylland med det mål at bidrage med øget trafik og hurtigere internet til jyderne, som dermed slipper for at købe kapacitet til Købehavn.

Hurtigere internet til jyderne
"Med udvidelsen kan vi tilbyde trafikudveksling til virksomheder med stor internettrafik som internetudbydere, hosting- og medievirksomheder, men også erhvervs- og offentlige kunder i Jylland. Med det nye knudepunkt øger vi vores samlede trafikmængde, hvilket er vigtigt, da det trækker mere forretning med sig og gør DIX'en til et oplagt tilslutningspunkt for nationale og internationale internetaktører. Derfor er Nianet også den rette samabejdspartner for os i Jylland, da Nianet er landets næststørste internetoperatør, hvilket gør deres datacenter rigtigt interessant for vores forretning," fortæller Martin Bech, direktør hos I2.

DIX'en har i forvejen ca. 50 tilsluttede netværk og forventer, at blandt andet udbydere af by- og bolig-net samt medie- og indholdsudbydere vil tilslutte sig DIX'en i Nianets datacenter.

Graver grøfter mellem Øst- og Vestdanmark
"For os, der har arbejdet med internetinfrastruktur i mange år, står DIX'en som noget ganske særligt. Der er ikke mange, der ved det, men DIX'en har været en meget væsentlig faktor for udbredelsen af billige og hurtige internet- og hosting-tjenester i Danmark. Så vi er supertilfredse med, at DIX'en valgte os til deres udvidelse til Jylland. Vores jyske DIX vil også give en mere jævn fordeling af internettrafikken i Danmark, som historisk set har været centreret i retning af København," fortæller administrerende direktør Rasmus Helmich, Nianet.

Tilsluttes 10 Gbit/s forskningsnettet
Som en del af aftalen, leverer Nianet fiberforbindelser fra DIX'en i Skanderborg til forskningsnettet i henholdsvis Aarhus og Silkeborg. På den måde bliver DIX'en tilsluttet et lynhurtigt og robust netværk, som kan understøtte den fortsatte udvikling af internettjenester.

Om DIX
DIX'en, The Danish Internet eXchange, er landets største internetkrydsfelt. Herfra udveksler flertallet af danske internetudbydere internettrafik. DIXen drives af i2, der er en forsættelse af UNI-C's Forsknings- og Samfunds Division som 1. januar 2013 blev virksomhedsoverdraget til DTU. i2 ligger fortsat på DTU og deler både lokaler og medarbejdere med DeIC (Danish e-Infrastructure Cooperation), der står for drift og leverance af infrastruktur til alle universiteter i Danmark. DIX har i 2012 lanceret en ny vækststrategi, som skal gøre DIX'en mere attraktiv som tilslutningspunkt for danske og internationale tjenester som blandt andet internet, medie, app, cloud mm.
DIX'en, som har omkring 50 medlemmer. Læs mere på www.dix.dk og www.it.dk

Om Nianet
Nianet leverer professionelle datakommunikationsløsninger baseret på fiber til offentlige og private erhvervsvirksomheder. Nianet er ejet af 16 el-selskaber og sammen repræsenterer de det største og hurtigst voksende fibernet i Danmark. Nianet er en af landets største udbydere af fiberforbindelser til erhvervlivet og tilbyder også hosting og colocation-tjenester fra egne datacenter i Jylland og på Sjælland. Nianet er også kendt som eksklusiv leverandør af datalinier til Staten og statens institutioner.

For mere information
Rasmus Helmich, administrerende direktør Nianet, telefon 70 20 87 30
Martin Bech, direktør, i2. Telefon: 35 88 82 03
Eller Per Henriksen, kommunikationsrådgiver, Frontal, telefon 33 31 00 14

Læs mere her

tags: Danmark, København, direktør, internet, Internetudbyder, Sjælland, 2013, Jylland, trafikken, 2012, virksomhed, Silkeborg, DTU, kommunikation, strategi, Coop, datacenter, Forskning, colocation,

1 kommentar:

  1. BlueHost is ultimately one of the best hosting company for any hosting plans you require.

    SvarSlet