lørdag den 11. januar 2014

Julegavenyhed: Fotohæfter presser billedpriser i bund

I månederne op til jul eksploderer salget af fotoprodukter – fx børnebilleder fra det forgangne år til bedsteforældres julegaver. Nu introduceres danskerne for fotohæfter, der muliggør en lavere pris pr. billede end konkurrerende produkter.
Forbrugerrådets hjemmeside Tænk.dk offentliggjorde for nylig et lyntjek af prisforskellen på at printe fotos selv og på et trykkeri ved onlinebestilling. Konklusionen var, at man kun bør bruge hjemmeprinteren til test- og enkeltprint, eller når man ikke vil vente på levering. Ifølge Tænk.dk koster det 560 kr. selv at udskrive 200 billeder på billigste glitrede fotopapir med en blækøkonomisk printer, mens de samme billeder kan printes og leveres for blot 172 kr. hos billigste fotoservice online. Nu findes der imidlertid et endnu billigere alternativ – nemlig at få billederne trykt i et fotohæfte.

Fotohæfter bygger på samme princip som fotobøger, der allerede har opnået stor popularitet herhjemme. Samme slags glitrede, tykke fotopapir benyttes i begge typer produkter. Forskellen er, at fotohæfter kan indeholde færre sider end bøgerne, som er indbundne med hård ryg. Til gengæld er hæfterne meget billigere, fordi de kan produceres uden manuelt arbejde. De bestilles altid online, hvor man via leverandørens hjemmeside overfører sine digitale billeder og designer selve fotohæftet med udgangspunkt i en skabelon efter eget valg. Hos de fleste udbydere henter man først et program, som herefter skal installeres, men hos enkelte laver man fotobogen direkte via hjemmesiden. Sidstnævnte er typisk mest brugervenligt.

Stykpriser fra 64 til 350 øre

Der findes endnu kun få danske leverandører af fotohæfter, og et tjek af priserne for to 24 siders A4-hæfter med plads til ca. 200 billeder afslører betydelige forskelle. Billigst blandt de tre mest velkendte udbydere er FotoSjov.dk med en totalpris på blot 123 kr. inkl. levering – mens CoopFoto.dk forlanger 260 kr. for det samme. Hos FavoritFoto.dk er prisen 245 kr.

Uanset udbydernes indbyrdes prisforskelle er fotohæfter generelt en meget billigere løsning ved print af mange billeder end både hjemmeprint og fremkaldelse af enkeltfotos via en onlineservice. Selvom der ved hjemmeprint ikke betales leveringsomkostninger, er prisen på op til 3,50 kr. pr. billede markant højere end ved de øvrige alternativer. Ved bestilling af 200 enkeltfotos fra de onlinetrykkerier, der indgår i sammenligningen på Tænk.dk, ligger priserne pr. billede mellem 0,86 og 1,49 kr., mens stykprisen i et hæfte fra FotoSjov.dk når helt ned på 0,64 kr.

Vælg det rigtige medie

Hjemmeprint af fotos er fleksibelt og uden ventetid, men til gengæld er det dyrt og bøvlet. Samtidig er kvaliteten lavere, end når billederne udskrives på professionelle trykkerimaskiner. Vælger man at bestille enkeltbilleder eller fotohæfter online, skal man være opmærksom på, at der kan være mindre papir- og kvalitetsforskelle fra det ene trykkeri til det andet. Generelt er kvaliteten dog høj, og mange af trykkerierne benytter samme slags maskiner.

Enkeltvis fremkaldelse af billederne via en online fotoservice er meget billigere end at printe selv, og med denne løsning opnår man ofte den bedst mulige billedkvalitet. Fotohæfter tilbyder generelt den laveste stykpris pr. billede og samler fotos på en præsentabel og overskuelig måde. Man behøver heller ikke bruge tid og penge på albummer. Endelig er ekstra eksemplarer af fotohæfter generelt meget billigere end ekstra oplag af billedserier – og hos FavoritFoto.dk og FotoSjov.dk er leveringsomkostningerne endda uafhængige af, hvor mange eksemplarer man bestiller. Vil man eksempelvis give både bedste- og oldeforældre hæfter med familiefotos i julegave, er der mulighed for endnu lavere priser pr. billede. Fx koster fire 24 siders A4-hæfter hos FotoSjov.dk blot 171 kr. inkl. levering. Det svarer til under 45 øre pr. billede ved fire fotos på hver side. Indholdet kan endda være forskelligt fra hæfte til hæfte. I øvrigt kan fotohæfter indeholde tekst. Dermed kan de også bruges til festsange, som 'takkekort' efter bryllupper og andre festlige lejligheder – og som turhæfter med kommentarer og billeder fra fx firmature, teambuilding og foreningsudflugter.


Læs mere her

tags: økonomi, julegave, penge, omkostninger, bryllup, Forbrugerrådet, Coop, Vælger,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar