lørdag den 20. april 2013

Forår: Danskerne køber masser af brugt haveudstyr på nettet

Foråret er nu for alvor ved at melde sig. Det viser sig også i handelen med brugte varer på nettet, hvor DBA lige nu oplever markante stigninger i både køb og salg af brugt haveudstyr.

Rigtig mange danskere vælger at købe det næste sæt havemøbler, parasollen eller materialer til gør det selv projekter brugte frem for nye. Det viser en opgørelse fra DBA over købs- og salgsaktiviteten af haveudstyr og byggematerialer den seneste måned.

På blot fire uger er antallet af potentielle købere i kategorien steget med hele 70 %, mens antallet af haveudstyr til salg er steget med 59 %.

Der er selvfølgelig tale om sæsonbestemte kategorier, som ofte stiger henover foråret. Men det er usædvanligt, at vi ser så store stigninger på så kort tid på køber- og sælgersiden , fortæller kommunikationschef for eBay Danmark og DBA, Simon Karsø.

DBA mener først og fremmest, at stigningen skyldes, at danskerne generelt har fået øjnene op for fordelene i at handle brugt både hvor meget de kan spare og tjene, men også, at de begrænser deres forbrug og gør miljøet en tjeneste, når de handler brugt.

Lockout og lang vinter

De særligt høje stigninger i år, skal ifølge DBA også ses i lyset af lockouten, og så har en lang og kold vinter formentlig haft positiv indflydelse på den stigende handel.

Den igangværende lockout holder mange danskere hjemme for at se efter børnene, og det giver ekstra tid til at gøre et godt brugtkøb på nettet. Og så har mange danskere glædet sig til at vinke farvel til kulden og sneen, og det tror jeg også, vi kan se effekten af nu, slutter Simon Karsø.

Der bliver årligt sat mere end 334.000 varer til salg under Have og byg på DBA.

Læs mere her

tags: Danmark, kommunikation, miljø,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar