lørdag den 6. juni 2015
Pas på, dine venner fupper dig på Facebook
Online fupbutikker angriber danske forbrugere på Facebook ved at tagge profiler i tilbudsopslag og få dem til kommentere opslaget. Det er et stort problem, fordi det gør det sværere for danskerne at gennemskue svindelnumrene, mener den danske e-handelsordning e-mærket.It-kriminelle udnytter dine facebookvenner, når de forsøger at franarre dig penge og personlige oplysninger. Det er den seneste tendens blandt online fupbutikker, der hele tiden finder på nye og smartere måder at lokke forbrugerne i købsfælden på.
Fup på nettet har længe været et stigende problem, og sidste år kendte e-mærket til over 1100 fupbutikker. Et tal som kun er stigende. Men hvor butikkerne tidligere brugte danske URL-adresser og købte efterladte, danske domæner, har svindlerne i år indtaget Facebook.
"Lige nu ser vi især billige Ray-Ban solbriller, der angriber forbrugerne på Facebook. Og det er ikke så underligt, når det netop er nu, mange køber solbriller," forklarer Lars Schmidt Larsen, direktør for e-mærket, den danske certificeringsordning, der arbejder for tillidsfuld e-handel.
Fupbutikkerne hacker en profil, tagger flere af profilens venner i et billede med solbriller til spotpris og får profilen til at kommentere billedet helt uden de involverede personer vidste noget om det.
De nye former for snyd vækker stor bekymring hos e-mærket.
"Det bliver sværere og sværere for forbrugerne at gennemskue svindelmarkedet, fordi fupbutikkerne kommer så tæt på. Tilbuddet bliver meget mere troværdigt, når du ser det i dit newsfeed, og du kan se, at nogle af dine venner er en del af det," siger Lars Schmidt Larsen.
Mere kontrol på Facebook
En af dem, hvis profil er blevet misbrugt af it-kriminelle er Christel Ladegaard, der er selvstændig. Sammen med 22 andre danskere blev hun for nyligt tagget i et opslag af en ven, som hun ikke har snakket med i lang tid, og skyndte at untagge sig igen, fordi hun ikke ville have billedet på sin profil.
"Jeg tænkte ikke så meget over, at jeg blev tagget, for jeg kunne godt lure, at det var svindel. Men det er synd, hvis det rammer for eksempel teenagere, der gerne vil have billige Ray-Ban, og som måske ikke ved, at det er fup," fortæller Christel Ladegaard.
Få dage efter blev Christel Ladegaard tagget i samme opslag af en anden ven, og hun ønsker nu mere ansvar fra Facebooks side af. Også hos e-mærket efterlyser man mere kontrol.
"Hvis vi skal beskytte os selv, forbrugerne og de lovlydige webshops, er der nødt til at være mere kontrol på Facebook, end der er i dag. For er det ikke lidt underligt, at der bliver tagget 24 personer på et billede, selvom der kun er én person på det Det burde et system kunne forhindre," siger Lars Schmidt Larsen.
Hjemmeside fyldt med fejl
Når fupbutikkerne hele tiden finder nye måder at snyde på, skal forbrugerne konstant være på dupperne for at styre uden om dem, fortæller Lars Schmidt Larsen.
"Det gælder om at bruge sin sunde fornuft og lade vær med at blive revet med af et alt for godt tilbud. Hvis tilbuddet lyder for godt til at være sandt, så er det nok også."
Ved den mindste mistanke om fup, bør forbrugerne tjekke butikken grundigt, inden de gennemfører en handel. De typiske kendetegn er for en fupbutik er, at teksten er fyldt med stave- og sprogfejl, priserne er skæve, og der er ikke CVR- eller telefonnummer på hjemmesiden.
Om e-mærket
e-mærket er den danske certificeringsordning, der arbejder for tillidsfuld e-handel mellem kunder og erhvervsdrivende, blev stiftet i år 2000 af Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, DI, FDIH, HK, Dansk IT og Finansrådet. e-mærket er en non profit organisation, og har i dag mere end 1.700 godkendte netbutikker. e-mærket yder juridisk rådgivning til netbutikker og forbrugere inden for nethandel, og er det bedst kendte nethandelsmærke blandt danskerne.
Læs mere her
tags: direktør, HK, it-kriminelle, Facebook, selvstændig, kriminelle, penge, angriber, Forbrugerrådet, organisation, sprog, e-handel, FDIH,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar