MyTrendyPhone, der sælger mobiltilbehør på nettet samt i fysiske butikker, sætter efter et tocifret millionoverskud i det netop offentliggjorte 2013-regnskab turbo på ekspansionen i udlandet. Nu er koncernen aktiv i 20 lande. Mobilbutikken MyTrendyPhone, der har hovedkontor i Hillerød, ser hele Europa som i sin hjemmebane. Der er netop ibrugtaget et nyt europæisk centrallager i Polen, mens kundeservicefolkene sidder i Serbien, og andre koncernfunktioner er beliggende i Rusland og Rumænien. Det netop offentliggjorte 2013-regnskab for det danske driftsselskab viser et overskud på 10 mio. kr. før skat næsten en firedobling i forhold til året før, hvor tallet lød på 2,8 mio. kr. Kombineret med fortsat fremgang i de udenlandske søsterselskaber betyder det, at resultatet før skat på koncernniveau lander på 18,0 mio. kr. MyTrendyPhone driver i dag virksomhed i 20 lande et tal, som i årets løb næsten er blevet fordoblet.
Vi er nu nået til et punkt, hvor det nærmest er blevet rutine at stifte nye udenlandske datterselskaber og at gå ind på nye markeder. Efterhånden er det som at trække pølser på en snor. Næste skridt bliver at udbrede vores fysiske butikker ud over Danmarks grænser, siger Silvan Popovic, MyTrendyPhones adm. direktør og grundlægger, der foreløbig har suppleret webshoppen med regulære forretninger i Hillerød og København.
Vi vil i de kommende år åbne strøgbutikker i alle de lande, hvor vi driver e-butikker. Erfaringen fra det danske marked er, at kombinationen af fysiske butikker og webshops giver rigtig gode synergimuligheder, og at tilføjelsen af strøgbutikkerne også øger onlinesalget. Det er simpelthen et spørgsmål om troværdighed og tryghed i købet. Desuden bidrager fysiske butikker til at knytte kunderne tættere til os og at højne kendskabsgraden blandt forbrugerne, vurderer Popovic, der i år forventer at omsætte for en kvart milliard.
Sparer ikke på kundeservice
Ud over kombinationen af web- og strøgbutikker opfatter grundlæggeren især stordrift, globalisering og stort udvalg som afgørende for MyTrendyPhones succes og fortsatte turbovækst.
MyTrendyPhone.dk har været online i 10 år. Den ballast giver mange konkurrencefordele og er samtidig en stor tryghed for forbrugeren. Vi var først, og nu er vi også suverænt størst. Med betydelige stordriftsfordele og de mest mandskabskrævende funktioner placeret i Østeuropa har vi et lavt omkostningsniveau, som betyder mere gunstige priser for kunderne. Samtidig garanterer vi branchens største udvalg, og herhjemme leveres ordrer indgået inden kl. 19 allerede næste dag, fortæller Silvan Popovic, der i sin evige jagt på omkostningsreduktioner altid friholder de kundevendte funktioner.
For forbrugeren er det er jo lige meget, at centrallageret ligger i Polen, og at oversættelser bliver lavet i Serbien. Til gengæld har det stor betydning, at der leveres hurtigt, og at der er adgang til bedre og langt mere omfattende kundeservice, end webshops normalt tilbyder. Det handler om at spare de steder, hvor kunderne intet mærker til det, og prioritere investeringer i kundetilfredshed, mener direktøren.
Polen bliver spydspids
Det nye centrallager i nordvestpolske Szczecin er tænkt som spydspidsen i erobringen af de ni nye markeder, som MyTrendyPhone i de seneste måneder er gået ind på.
Med en ny og fuldstændig strømlinet lagerfunktion bliver logistikken mere effektiv, og beliggenheden tæt på både Skandinavien og Tyskland er helt perfekt. Vi opnår væsentlige besparelser, ikke mindst på lønninger, og så tilbyder området et godt rekrutteringsgrundlag ikke bare for lagerfolk, men også for højtuddannet arbejdskraft. Alt i alt er etableringen i Szczecin et perfekt udgangspunkt for at være konkurrencedygtig på de nye markeder, fastslår Popovic, der i første omgang har ansat godt 30 medarbejdere i Polen. Han forventer på baggrund af den fysiske etablering i landet også markant at kunne øge salget på det hastigt voksende polske mobilmarked.
MyTrendyPhone er blandt Europas største leverandører af mobiltilbehør og forventer i år at nå en omsætning på over 250 mio. kr. Virksomheden, der blev grundlagt i 2004, er i dag repræsenteret i 11 europæiske lande.
Læs mere her
tags: Danmark, euro, Tyskland, Europa, København, direktør, Polen, Rumænien, regnskab, Rusland, 2013, udland, datterselskab, omsætning, virksomhed, Hillerød, arbejdskraft, onlinesalg, konkurrence, Skandinavien,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar