fredag den 8. august 2014

Forbrugerne mest trygge på danske netbutikker

Til trods for at nye ensartede forbrugerrettigheder skulle gøre det mere sikkert at handle i netbutikker på tværs af grænserne i EU, føler flertallet af danskerne sig fortsat tryggest på danske sider. Det viser en ny undersøgelse foretaget af e-mærket. Frygten for ekstra omkostninger, misbrug af persondata og sprogbarrierer er en del af forklaringen. Vi henter gerne viden, information og inspiration fra alle hjørner af verden via internettet. Når det kommer til nethandel, så foretrækker vi dog Danmark. For selvom nye forbrugerregler skulle give øget beskyttelse af forbrugerne i EU, føler danskerne sig fortsat mest trygge, når de handler i danske netbutikker. Det viser en ny undersøgelse foretaget af A&B Analyse på vegne af e-mærket, den danske mærkningsordning for sikker nethandel. I undersøgelsen svarer flere end 97 %, at de føler sig mest trygge på danske netbutikker, og de nye regler ændrer ikke i nævneværdig grad på dette.

Nye regler øger ikke trygheden
Til spørgsmålet om hvorvidt de nye regler betyder, at man fremover vil føle sig mere tryg ved at handle på udenlandske netbutikker, svarer blot 12 procent ja. Tallet overrasker langt fra Lars Schmidt Larsen, direktør hos e-mærket.

"I takt med at nethandelsmarkedet buldrer derudaf, ser vi flere eksempler på svindel online, som f.eks. hacking, identitetstyveri eller falske netbutikker. Mange forbrugere har ganske enkelt en fornemmelse af, at de bedre kan gennemskue, hvis noget er galt på en dansksproget netbutik," fortæller han.

Sprechen sie dansk
Ifølge undersøgelsen er lige nøjagtig sproget den faktor, flest af de adspurgte peger på, når de skal forklare, hvorfor de foretrækker danske netbutikker. Mere end hver 3. angiver, at informationer på dansk og nem kommunikation med butikken er den væsentligste årsag til, at man ikke søger uden for landets grænser.

"Hos e-mærket har vi hvert år kontakt til tusindvis af forbrugere, og når vi spørger til, hvad der betyder noget for dem, er svaret er ofte det samme. At kunne løse eventuelle problemer eller få svar på spørgsmål nemt, hurtigt og direkte med netbutikken er en afgørende faktor," fortæller Lars Schmidt Larsen.

Bange for misbrug
Sprogbarriererne ved at handle på udenlandske netbutikker er dog ikke det eneste element, der mindsker trygheden. Knap 25 procent er usikre på eventuelle ekstraomkostninger som f.eks. told, mens 23 procent ikke har tillid til, at deres persondata bliver behandlet ligeså fortroligt, som når butikken hedder .dk til sidst.

Ingen grund til frygt
Ifølge Lars Schmidt Larsen er der dog ikke grund til at føle sig utryg på udenlandske netbutikker, så længe man ser sig for og sætter sig ind i sine rettigheder. Han anbefaler, at man altid betaler med kort, da man på den måde har mulighed for at få sine penge igen, hvis varen ikke dukker op eller der bliver trukket et større beløb end aftalt fra ens konto. Det er også en god idé, at undersøge, om der er kontaktoplysninger på netbutikken, ligesom man altid bør læse de handelsbetingelser, man bliver bedt om at acceptere, når man handler på nettet.

***
3 gode råd ved nethandel:

1 - Betal altid med kort
Betaler du med betalings- eller kreditkort, så er du beskyttet af Indsigelsesordningen, hvis varen aldrig dukker op, eller hvis sælger hæver for meget på din konto.

2 - Undersøg sælger
Det kan altid betale sig at lave en hurtig googlesøgning på den netbutik du overvejer at handle i. Kig også efter oplysninger om indehaveren, adressen på netbutikken, mailadresse osv.

3 - Læs salgs- og leveringsbetingelser
Du bør altid vide, hvad du siger ja til, når du godkender en handel online. Derfor er det en god ide at løbe salgs- og leveringsbetingelserne igennem, inden du trykker køb.

***

Om e-mærket
e-mærket er den danske mærkningsordning for sikker nethandel stiftet i år 2000 af Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, DI, FDIH, HK, Dansk IT og Finansrådet. e-mærket er en non profit organisation, og har i dag mere end 1.700 godkendte netbutikker. e-mærket yder hvert år juridisk ekspertrådgivning til en lang række forbrugere om alt inden for nethandel og spørger man danskerne er e-mærket det bedst kendte nethandelsmærke.

Læs mere her

tags: Danmark, direktør, internet, HK, EU, penge, omkostninger, Forbrugerrådet, kommunikation, organisation, sprog, FDIH,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar