torsdag den 6. december 2012

Guide: Sådan kommer du sikkert igennem julehandlen på nettet

Flere og flere danskere har fået øjnene op for de mange fordele, der er ved at handle på nettet og især i juletiden er der ekstra gang i salget. At købe gaverne på nettet er nemlig både nemmere, billigere og så slipper man for uendelige lange køer i et varmt storcenter omgivet af julestressede danskere. e-mærket, den danske mærkningsordning for sikker nethandel, giver en række enkle råd, der vil bringe dig endnu mere sikkert igennem årets julegaveindkøb på nettet.

TJEK OM VAREN ER PÅ LAGER
Vær altid opmærksom på, hvorvidt netbutikken har den ønskede vare på lager, eller om der må påregnes ekstra leveringstid. De fleste netbutikker angiver ud for hver enkelt vare, hvorvidt varen er på lager, eller om den først skal bestilles hjem.

Alting går lidt hurtigere i julen, og bliver der pludselig bestilt mange af den samme vare, kan man ikke altid regne med den angivne lagerstatus. Derfor er det en god ide at kontakte den pågældende netbutik og dobbelttjekke. Mange netbutikker udvider da også deres telefontider og svarer hurtigere på mails, så der bliver lidt mindre ventetid for de mange forbrugere, der har brug for hjælp i den travle juletid.

SØRG FOR AT GAVERNE NÅR FREM I TIDE
De fleste netbutikker holder sig opdateret med seneste nyt fra Post Danmark og andre distributører, og kan derfor på deres netbutik oplyse om leveringsgaranti, såfremt gaven er bestilt inden en bestemt dato. Er du typen, der klarer alle indkøbene i begyndelsen af november, bliver det ikke et problem, men er du lidt sent ude, er det vigtigt at kigge efter en leveringsgaranti, inden du klikker på køb knappen. Oplyser netbutikken det ikke på siden, så skriv eller ring og spørg.

UNDERSØG OM DU HAR UDVIDET FORTRYDELSESRET
Som forbruger har man altid, som minimum, 14 dages fortrydelsesret, når man handler på nettet. I forhold til at give gave-modtageren mulighed for at få den byttet, er 14 dage dog sjældent tilstrækkelig tid. Ligesom i de fysiske butikker, er der derfor rigtig mange netbutikker, der udvider bytteretten, så man, helt ind i januar, har mulighed for at bytte gaver. Tjek derfor altid hvad netbutikken skriver om julegavebytning, inden du køber.

FÅ GAVERNE LEVERET DIREKTE UNDER TRÆET
Rigtig mange danskere holder ikke jul hjemme, og at transportere de mange julegaver fra den ene ende af landet til den anden, kan være en bøvlet affære. Derfor er det en god ide at undersøge, hvorvidt netbutikken tilbyder levering til en anden adresse end den der er tilknyttet dit betalingskort. Langt de fleste af de e-mærkede netbutikker tilbyder at levere dine julegaver på lige nøjagtig den adresse, du ønsker. Det er en stor fordel for kunderne og noget som rigtig mange sætter pris på i forbindelse med julen, fortæller Lars Schmidt Larsen, direktør hos e-mærket. Samtidig tilbyder mange netbutikker endda at pakke gaverne pænt ind for dig, så du slipper for selv at skulle bøvle med papir og bånd.

KIG EFTER E-MÆRKET
e-mærket kan hverken sikre at julestegen bliver perfekt eller at julen bliver hvid. Til gengæld har e-mærkets jurister kontrolleret og godkendt alle e-mærkede netbutikker, og sikret, at de drives i overensstemmelse med gældende dansk lov, og desuden lever op til en række ekstra forbrugerbeskyttende krav. e-mærket er samtidig din garanti for, at du altid kan få hjælp, hvis tingene, af den ene eller den anden grund, ikke kører helt så smurt, som du havde håbet på , fortæller Lars Schmidt Larsen. e-mærkets gratis Forbruger Hotline har hvert år stor succes med at vejlede en lang række danske forbrugere. Forbruger Hotlinen er åbent alle hverdage kl. 9-15 og fanges på 44 85 85 90.

BETAL ALID MED KORT
Mange netbutikker tilbyder forskellige betalingsmuligheder som f.eks. bankoverførsel eller checkbetaling. Du bør dog altid, så vidt det er muligt, vælge at benytte dit betalingskort, da du dermed er beskyttet af indsigelsesordningen. Det betyder, at din kortudsteder kan tilbageføre et beløb, der er trukket fra din konto, såfremt du ikke modtager din vare, har fortrudt købet inden du modtager varen, har været udsat for et misbrug af dine kortoplysninger eller hvis der er trukket et højere beløb, end du har godkendt ved bestillingen , siger Lars Schmidt Larsen. Sørg derfor også altid for at gemme kvitteringen og om netbutikken har hævet det rigtige beløb på din konto.

FAKTA OM E-MÆKRET: e-mærket er en uvildig nonprofit organisation som arbejder for sikker nethandel. Bag e-mærket står Forbrugerrådet, Dansk Erhverv, DI, FDIH, HK, Dansk IT og Finansrådet.

Når du handler på en e-mærket netbutik, er du sikker på at:

Netbutikken lever op til gældende dansk lovgivning (Markedsføringsloven, Persondataloven, Forbrugeraftaleloven, Købeloven, og E-handelsloven) samt en række ekstra forbrugerbeskyttende krav
Netbutikken løbende bliver kontrolleret af e-mærkets jurister
Få klar besked om netbutikkens kundeservice
Dine penge er sikret bedst muligt
Du ikke bliver bundet af urimelige vilkår
Du selv bestemmer om du vil modtage nyhedsbreve
Det er nemt at fortryde og reklamere
Du har gratis adgang til e-mærkets Forbruger Hotline (44 85 85 90) hverdage kl. 9-15


DANSKERNES ONLINESHOPPING I TAL:

Forventer du at købe julegaver på nettet
40 % forventer at købe julegaver på nettet
31 % vil ikke købe julegaver på nettet
29 % svarer "ved ikke"

Julegavernes topscorere:
Legetøj til børn
Gavekort og oplevelser
Software, film, spil og musik

Hvorfor købe julegaver på nettet
Det sparer tid (50 %)
Det er lettere at finde de præcise gaveønsker på nettet (39 %)
Man slipper for trængsel i butikkerne (37 %)

Kilde: FDIH. Undersøgelsen er foretaget af Epinion blandt 378 respondenter i september 2012.

Læs mere her

tags: Danmark, direktør, HK, retten, EM, lovgivning, julegave, 2012, penge, stress, Forbrugerrådet, organisation, FDIH, stemmer, banko,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar