fredag den 24. juni 2016

Investorer står på spring for at skyde millioner i dansk deleplatform for både


Den succesfulde deleplatform for både, Boatflex har sikret et nyt kapitalindskud på omkring 1.3 millioner kroner fra erfarne branchefolk, der ser store vækstmuligheder. Allerede nu står etablerede venture-kapitalfonde klar i kulissen til at finansiere den danske start-ups videre disruption af den europæiske bådcharterindustri.Som en del af den nye deleøkonomi-bølge har danske Boatflex skabt en forretning omkring udleje af både imellem private. Det seneste år har Boatflex bygget videre på sin succesfulde lancering i 2015. En række danske investorer kvitterer nu for de lovende resultater og skyder yderligere 1.3 millioner kroner i virksomhedens anden kapitalrejsning.

Blandt investorerne findes tidligere direktør for North Sails og nuværende bestyrelsesmedlem i Boatflex, Jens Hakon Christensen, der ser et stort internationalt potentiale i den danske start-up:

"Private både befinder sig i et deleøkonomisk sweet spot, da de på den ene side er dyre aktiver og på den anden side bliver brugt så sjældent, at det ofte bedre kan betale sig at leje end at købe. Med deres hidtidige track record og deres stærke base her i Skandinavien, som huser verdens største koncentration af private både, har Boatflex en unik mulighed for at blive den førende spiller internationalt."

Stærk start på sejlsæsonen
Halvvejs inde i 2016 har Boatflex formået at mangedoble sin bådbase, og har nu 660 både på sitet primært i Norge, Danmark og Middelhavet. Boatflex har allerede omsat for 550.000 kroner i år, og har således tredoblet sin omsætning i forhold til hele sidste år. På sitet findes alt fra luksusbåde til små joller, og firmaet har haft held med at udleje alle typer.

Ifølge stifter og direktør Jakob Bojesen er ambitionen at inspirere nye målgrupper til at sejle, da Boatflex bevidst har gjort det historisk nemt og billigt at få adgang til sejloplevelser.

"Almindelige mennesker er tiltrukket af drømmen om at sejle. Det kan vi eksempelvis se på seertallene for tv-programmet Kurs mod fjerne kyster. Med vores platform er det nu muligt at gøre drøm til virkelighed - også selvom man ikke selv har et sejlbevis. For nu kan man nemlig leje en privat båd med kaptajn. Her i starten af 2016-sæsonen har vi oplevet en kraftigt stigende efterspørgsel på de både, vi har på sitet."

Boatflex vil disrupte Europæisk bådcharter med venture kapital
I denne sæson forventer Boatflex at cementere deres platform i Danmark og Norge. På den bagrund ser firmaet frem til at rejse yderligere kapital til ekspansion på det europæiske bådchartermarked, der anslås at have en størrelse i omegnen af 38 milliarder kroner.
Ambitionen er at disrupte den traditionelle bådcharterbranche, på samme måde som Airbnb har gjort det med hotelbranchen. Boatflex er lige begyndt at strukturere deres næste investeringsrunde og har allerede oplevet stor interesse fra flere sider.

"Vi har modtaget henvendelser fra etablerede venture-kapitalfonde, der er stærkt interesserede i konceptet og ikke mindst det stærke skandinaviske brand, vi er ved at opbygge. Man skal huske på, at tillid mellem brugerne er en fuldstændig afgørende faktor for at få succes i deleøkonomien. Her har vi en unik ressource ved at være placeret i skandinavien, hvor der generelt er god tillid imellem mennesker", udtaler Mik Thobo-Carlsen, bestyrelsesformand for Boatflex.


Læs mere her

tags: Danmark, euro, Norge, direktør, økonomi, bestyrelsesformand, kapitalfonde, bestyrelsesmedlem, omsætning, virksomhed, 2016, skandinavisk, investor, Skandinavien,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar