Syv ud af ti netbutikker forventer større julehandel i år end sidste år efter november, hvor mere end halvdelen af butikkerne fortæller, at deres salg lå over det forventede. Det viser en rundspørge, som FDIH, Foreningen for Distance- og Internethandel, har foretaget i løbet af den sidste uge.
Undersøgelsen viser klart, at danskerne i vid udstrækning køber mange julegaver på nettet. Hver femte butik svarer, at omsætningen i november lå meget højere, og samlet set forventer to ud af tre netbutikker , at deres julehandel i år bliver større end sidste år, fortæller administrerende direktør Annette Falberg fra FDIH.
Butikkernes større salg bekræftes af tal fra PBS, der har opgjort Dankort-omsætningen på nettet i november til 1,7 mia. kr. Det er den højeste månedsomsætning på nettet med Dankort nogensinde, og det er en stigning på 23 % i forhold til november 2008.
Vi tror på et flot julesalg på nettet, og november tallene fra PBS bekræfter den fremgang, vi har oplevet hele året, siger Annette Falberg og tilføjer:
Selvfølgelig kan nethandlen mærke krisen, hvor vi som forbrugere leder efter de gode tilbud, inden vi køber noget. Det er nettets styrke, at man her kan finde den rette vare til rette pris, fordi forbrugerne nemt og bekvemt kan sammenligne det hele et sted nemlig hjemme ved sin pc.
Tilbagemeldinger fra medlemmerne til FDIH tyder på, at det i vid udstrækning bliver en tilbudsjul , hvor knaldtilbud og gode besparelser vejer tungt, når julegaverne skal købes.
Læs mere her
tags: 2008, direktør, julegave, omsætning, FDIH,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar